Skuespiller
Drømmer du om at stå på de skrå brædder, så kan du tage en professionel uddannelse til skuespiller på en af Den Danske Scenekunstskoles afdelinger i København, Odense eller Aarhus. Der er ingen forudgående krav til uddannelse, men der er en optagelsesprøve, som man skal bestå for at komme ind. Der optages 8 elever, 24 i alt, om året på de tre uddannelsessteder. Uddannelsen tager fire år, og du kan få SU. Undervisningen foregår ca. 40 timer om ugen, og der er mødepligt.
Hvad lærer man på uddannelsen?
På uddannelsen lærer du at bruge dig selv både fysisk og psykisk. Du får undervisning i sang og tale og har forskellige bevægelsesfag, hvor du lærer at beherske kroppen, så du kan spille forskellige roller på teatret. Du bliver også trænet i dramatisk metode, dvs. hvordan du griber det an, når du skal spille en rolle. Du skal lære at integrere den teoretiske viden med de praktiske færdigheder i at bruge krop og stemme. Uddannelsen afsluttes med en afgangsforestilling.
Private skuespilleruddannelser
Der findes også flere private skuespilleruddannelser i Danmark og udlandet, hvor du kan søge om optagelse. Her skal betale for undervisningen, og det er ikke muligt at søge SU. En privat skuespilleruddannelse kan være en god mulighed, hvis du har søgt ind på Den Danske Scenekunstskole adskillige gange og ikke er kommet ind, men bare VIL være skuespiller. Du kan læse nærmere om optagelsesprøver og priser på de private skuespiluddannelsers hjemmesider.
Forberedelse til optagelsesprøver
Det kan anbefales at forberede sig på optagelsesprøven til skuespilleruddannelsen. Det kan man f.eks. gøre ved at tage privattimer hos en erfaren skuespiller. Her kan man lave forskellige øvelser eller f.eks. øve en monolog, som man kan fremsige til optagelsesprøven. En erfaren skuespiller kan give masser af råd og vejledning, så pengene er ofte godt givet ud.
En anden mulighed er, at du allerede har konkret erfaring med teater- eller filmroller. Måske er du startet som barneskuespiller og har hen ad vejen fået tilbudt forskellige roller, som gør, at du som voksen har en del skuespillererfaring med i bagagen, som betyder, at du nemmere kan forberede dig på optagelsesprøven.
Andet arbejde og casting
Skuespilleres jobmuligheder og indtægter varierer alt efter, hvor efterspurgte de er, og mange skuespillere, som ikke er fastansat ved et teater, har andet arbejde ved siden af. Det kan f.eks. være undervisning, coaching, indtaling af lydbøger, medvirken i reklamefilm eller lignende. Som skuespiller skal man selv være aktivt opsøgende og gå til castinger, med mindre at man er så stort et navn, at der bare bliver ringet til én og spurgt om man vil spille en rolle i en bestemt forestilling. Nogle teaterskuespillere spiller også med i film og tv-serier, og arbejdet kan foregå både i dag- og aftentimer samt weekender.