Klassisk musiker eller sanger
Spiller du et instrument eller elsker du at synge, og drømmer du om at gøre musikken til din levevej? Så kan du tage en professionel uddannelse på et af landets musikkonservatorier, hvor der årligt er optagelsesprøve. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium har hvert år mange håbefulde ansøgere, hvoraf et fåtal slipper igennem nåleøjet. Alt efter hvilket instrument du spiller, eller om du synger, så er der forskellige optagelseskriterier, som du kan læse nærmere om på musikkonsevatoriernes hjemmesider.
Uddannelser
Musikkonservatoriet vægter den klassiske musik og har en række uddannelser, hvor man kan blive uddannet ti f.eks. musiker, komponist, sanger, musikpædagog, tonemester eller andet. Uddannelserne består af 3-årige bacheloruddannelser og 2-årige kandidatuddannelser, som man kan søge optagelse på. Når man har taget en kandidatgrad – altså fem års uddannelse – er det muligt at søge ind på solistklassen, som tager 2 år. Vil man gerne være operasanger, så samarbejder Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Det Kongelige Teater om en toårig uddannelse på Operaakademiet.
Hvilket instrument spiller du?
Du kan blive optaget på et musikkonservatorium med et hovedinstrument, som f.eks. kan være klaver, harpe, trompet, saxofon, basun, tuba, violin, cello, kontrabas eller slagtøj. Du vil få hovedfagsundervisning i dit instrument, og dertil vil du få undervisning i f.eks. hørelære og musikhistorie, så du også får en teoretisk og historisk viden om musik.
Jobmuligheder for klassiske musikere
Klassiske musikere kan eksempelvis få job i Det Kongelige Kapel, et af landets symfoniorkestre, eller de kan undervise andre i klassisk musik. Klassiske musikere kan optræde mange forskellige steder i Danmark og udlandet, og nogle rejser rundt for at spille til forskellige arrangementer. Det er meget individuelt, om de kan leve af det eller ej.